mandag den 24. marts 2008

23 ting - og hvad så?



Nu er vi igennem alle de planlagte opgaver. Hvad har været sjovest - hvad har jeg lært mest af - og hvad kunne fremtiden ønskes at byde på?

Hmmm... Nogle af tingene er blevet så dagligdags, at jeg næsten har glemt at de var en del af de 23 ting. F.eks. Messenger, som jeg dagligt bruger til at tale med især en af mine døtre. Google Docs bruger jeg af og til i hverdagen nu. Facebook var sjov i starten, og jeg er glad for at have prøvet den, men jeg får sjældent opdateret noget på eget initiativ mere. Det var også interessant at finde ud af, hvor let det er at blive blog-ejer.
Andre ting var spændende, mens jeg lavede dem, men fængede ikke så meget at jeg i overskuelig fremtid vil tage dem ind i grundstammen af fritidsforlystelser: Billedbehandling, mp3, RSS-feeds ... Og Library Thing synes jeg stadig er noget uinteressant tidsspilde.

Men i forbindelse med forundersøgelserne til vores 23-ting-projekt har jeg lavet andre sjove, pjattede ting, som ikke indgår i lektionerne: f.eks. kreeret billeder med selvvalgte tekster på www.letterjames.com eller skabt mine egne bollywood-film på http://www.grapheine.com/bombaytv/index.php . Det er faktisk noget af det, jeg har moret mig allerbedst med og haft glæde af i forskellige sociale sammenhænge: Opgaveforside på mit masterstudium, fødselsdagshilsener etc.

lørdag den 9. februar 2008

Lydfiler

Efter megen nølen tog jeg mig sammen til at lege med mp3-afspilleren. Først downloadede jeg et par numre fra Netmusikken (svært at finde på noget!) og så lykkedes det mig sandelig også at få dem over på afspilleren. Dernæst en lille lydbogshistorie, et eventyr om den flinke soldat der giver sine sidste tre skillinger væk til fattige gamle kællinger...
Ja, det var så det. Men mon jeg nogensinde vil bruge sådan en mp3'er? Det er da irriterende at have sådan nogle i ørerne, som lukker af for omverdenens lyde!

mandag den 28. januar 2008

Wikipedia


Jeg er lidt bagud med mp3-lektionerne, må jeg indrømme. Men i stedet kastede jeg mig ud i at lave lidt wikipedia, som er næste uges opgave. Det var alligevel lidt sværere end jeg oprindeligt havde troet. Den lille artikel, jeg har konstrueret, handler om Verdens Bogdag, som jeg var med til at oprette i Danmark i 1999 og nu er i gang med at nedlægge - desværre. Jeg ville have indsat det flotte logo, som vi fik lavet, men det kræver en hel del formaliteter, så det opgav jeg.